På Bromølle Kro, Danmarks ældste af slagsen i Danmark, var også købmandshandel. Det var ikke usædvanligt at kombinere de to funktioner, idet krodrift ikke altid var en lige givtig affære. På Tvede Kro gjorde det samme sig gældende - her var også både købmandsforretning og landevejskro.
Ved Bromølle var oprindelig også mølleri, men det lukkede i forbindelse med, at Åmosen blev afvandet i 1776. Fra da af måtte kromanden alene leve af sit gæstgiveri og købmandshandlen, hvor der med tiden også blev brevsamlingssted.
På postkortet, der er fra omkring 1915, er Carlsbergs hestetrukne ølvogn på besøg. På det tidspunkt var Jens Lund depotejer i Jyderup – måske er det ham, der står ved vognen. Den anden mand er sandsynligvis købmanden.
Thorvald Nielsen blev den sidste købmand på Bromølle Kro. Han døde midt i 1960’erne, og herefter lukkede købmandsforretningen.